Find de optimale snit

Det er en god idé én gang for alle at finde ud af hvilke snit og udskæringer, der klæder Deres former bedst. Ligesom farver kan de rigtige udskæringer betyde alt for Deres fremtoning. Det skal være Dem man lægger mærke til, når De træder ind i en forsamling, ikke tøjet.

Farver betyder meget, men faconen betyder alt. Faconen på tøjet er meget vigtigere for Deres fremtoning end farven. Når Modeheksen gør så meget ud af farver, skyldes det, at farver er nemmere at forholde sig til end former. Princippet om fem farver i en garderobe er nemt at shoppe efter, fordi De kan se på lang afstand, om De er på rette vej. Dermed har De allerede udelukket en masse muligheder og kan koncentrere indsatsen om det væsentlige; at finde det tøj, der giver den optimale silhouette.

Kropstyper

Den ideelle figur har talje, og omkredsen omkring barm og bag er nogenlunde lige stor (timeglas). Desuden er benene målt fra skridtet og ned lige så lang som overkroppen målt fra skridtet og op.

Man kan være et kurvet eller et slankt timeglas. Slanke timeglas er ofte langlivede og dermed relativt kortbenede. Det kan man kompensere for med høje hæle og højtaljede bunde. Uanset hvad, gælder det om at klæde sig, så man understreger taljen, men de høje og slanke kan generelt slippe af sted med flere forskellige snit.

Æbleform er, når der er så meget fedt omkring maven, at taljemålet overgår hoftemålet. Der er flere måder at klæde sig på, så man illuderer talje og højde. Pæreform er, når overskudsfedtet sidder under maven, og hoftemålet overgår brystmålet. Her handler det om at klæde sig, så man fremhæver overkroppen og minimerer underkroppen.

Det omvendte af pæreformen kaldes trekanten eller den atletiske kropstype – her er skuldrene bredere end hoftemålet, eller barmen er større end bagdelen.

Endelig kan man synes, man er for høj eller for lav, for kraftig eller for spinkel. De rigtige snit kan skabe balance.

Læs de fem stilregler – om de æstetiske grundprincipper i garderoben.

Æbleform