13 tips til en bedre garderobe

Her følger en række sunde principper for tøjindkøb, der med tiden vil gøre Deres garderobe meget mere anvendelig. Fejlkøb stjæler både penge, tid, plads og energi.

1. Planlæg tøjindkøb – undgå impulskøb. Køb aldrig noget, bare fordi det er nedsat. Tænk over hvad De skal bruge hjemmefra og gå efter det – og kun det.

2. Køb kun tøj i Deres bedste farver – bliv farvetestet og vælg fem farver, der klæder Dem, og som passer sammen.

3. Køb kun tøj i Deres bedste snit. Test hvilke snit, der klæder Dem bedst. Hold Dem til én kjolelængde, f.eks. knælang. Hvis De har det bedst i bukser, så lad være med at opbevare nederdele/kjoler (en gallakjole kan lejes).

Styr på det

4. Spørg Dem selv, når De står med et stykke tøj i hånden: “Bliver jeg lykkeligere af at købe dette”?

5. Køb kun tøj to gange om året: Sommerudsalg og vinterudsalg – skriv en indkøbsliste hjemme foran skabet.

6. Udvælg 2-3 velassorterede butikker med rimelig service og bliv stamkunde her – det giver bedre service og muligheder for rabat. Som stamkunde kan De låne tøj hjem til prøvning et par dage i magelige omgivelser, så De ikke påvirkes unødigt af ekspedienten, butiksmiljøet eller dagsformen.

"Bliver jeg lykkeligere...?"

7. Køb lidt men godt. Kvalitet betaler sig, og det er dyrt at være fattig. En frakke til 3000 kr. som bruges dagligt i fem sæsoner er et bedre køb end fem frakker til 1000 kr. stykket, som hver kun holder én sæson.

8. Køb aldrig noget, med mindre De er sikker på, De har noget i skabet, der passer dertil. Undgå f.eks. en lårkort frakke, hvis Deres nederdele er knælange.

9. Giv gamle fejlkøb væk – vær nådesløs. Fejlkøb lokker til at købe noget, der matcher, men som aldrig bliver ideelt.

10. Køb tøj i genbrugsbutikker – en billig måde at teste om en bestemt farve eller et bestemt snit klæder Dem. En lang række modebevidste kvinder køber stort set kun undertøj, fodtøj og overtøj fra nyt – alt andet er genbrug.

11. Tøjindkøb er hårdt arbejde – hold jævnlige pauser og beløn Dem selv med en god frokost eller en god kop kaffe. Hold humøret oppe og hjernen kold – tag en vandpause og gennemtænk tøjøkonomien en ekstra gang.

Hold en pause

12. Fem er et godt tal for hvad Deres garderobe maksimalt kan rumme: Har De virkelig brug for flere end fem kjoler? Fem jakker? Fem nederdele? Fem skjorter? osv.

13. Køb ikke tøj med mødre, døtre eller veninder. Som oftest vil de have et andet tempo og budget end Dem – og en anden smag.